Prædikestolen | Nykøbing Falster Sogn

Prædikestolen er et bruskbarokt arbejde fra 1640 af Jørgen Ringnis, der har udført en snes altertavler og prædikestole til falsterske kirker. Nederst Moses med lovens tavler, og i de 4 fag i muslingeskalnicher de 4 evangelister, med deres tegn i mindre nicher på stolens hjørner (Matthæus: engel, Markus: løve, Lukas: okse, Johannes: ørn). Stolens opbygning viser den gamle og den ny pagt. På den samtidige lydhimmel ses som hjørnefigurer små engle (putti) med lidelsesredskaber. Øverst Kristus på korset. I opgangens fyldinger er der 3 borgerlige våbenskjolde og initialerne ONS-AND-HNS, for stolens givere, borgmester Nickel Hansen Lundts 3 børn. ONS betyder Oluf NickelSen, der nævnes på døbefonten.